Nyhedsbrev

Her kan du læse skolens seneste nyhedsbrev - og tilmelde dig via boksen i højre side.

Nyhedsbrev marts 2017

Så har vi rundet den 1. marts og har taget hul på årets første forårsmåned. Forårs-
stemningen breder sig allerede nu på Skolen for kreativ fritid, hvor vi er ved at lægge
sidste hånd på planlægningen af både Forårsudstillingen, og Forårsworkshop,
som løber af stabelen i hhv. marts og april. Seniorskolen er i fuld gang, og næste,
spændende foredrag kan du læse mere om nedenfor.


Foredrag den 10. marts: Bjergbestining på det 6962 m høje Arconcagua - til toppen og ned igen
 v/Christian Toftmark Jørgensen, Viborg
Aconcagua er det højeste bjerg uden for Himalaya og med sin højde på 6962 meter stikker det godt op over det sydamerikanske fastland. Jeg vil fortælle lidt om mine oplevelser, udfordringer, længsler og drømme. Både praktiske udfordringer og de tanker som går gennem hovedet når man tager på et eventyr og efterlader kone og to mindre børn i Viborg. Et eventyr som var tæt på at tage livet af en af de andre klatrere på ekspeditionen. Der vil både være tid til eftertanke og smil i løbet af foredraget.
 
Foredraget holdes i skolens kantine og foregår fra kl. 9.30 - ca. kl. 11.30. Entré inkl. kaffe og brød 100 kr. Tilmeldingsfrist torsdag den 9. marts.

Forårsudstilling - lørdag d. 18. og søndag d. 19. marts
Lige om lidt danner skolen ramme om Forårsudstillingen, hvor der er mulighed for at se eksempler på årets elevarbejder samt opleve arbejdende værksteder. Der er fri entré og kaffe/the på kanden, samt mulighed for at købe kage til kaffen, ligesom det er muligt at købe lidt mere fyldigt til middag.
Som altid er der også gode chancer for at vinde spændende præmier i skolens tombola. Allerede nu har vi indsamlet mange gode gevinster, men har du lyst til at sponsorere gevinster eller kender nogen der har, så hører vi naturligvis gerne fra dig. Så tag naboen, veninden, familien eller kollegaen med til en herlig dag eller to! Begge dage er der åbent fra kl. 10 til 16.

Forårsworkshop - for kreative børn og deres voksne mandag d. 10. og tirsdag d. 11. april.
I dagene op til påske, afholder skolen traditionen tro Forårsworkshop, hvor børn og voksne står sig løs i vores mange, spændende, kreative værksteder. Nogle af fagene er populære gengangere fra sidste år; quilling, dekoration af æsker, filtning, byg et fuglehus, knyttede armbånd, sy en penge pung samt glas. Af nye fag har vi i år læder armbånd/nøglering/bælte, sjov med stoleben og sy en kjole. Der vil være mindre udgifter til materialer afhængig af fag og forbrug.
Vi tilbyder igen frokost . Prisen er samlet pr. barn og voksen: 100 kr. pr dag. Frokosten skal forudbestilles ved tilmelding via mail eller direkte på hjemmesiden.
Udførlig beskrivelse af de forskellige fag finder du på vores hjemmeside eller i vores folder, som ligger klar på skolen. De to workshop-dage løber af stabelen fra kl. 9 - 15 begge dage.

Vi glæder os til at sætte jeres eget design og idéer på skoleskemaet i to dage!

Generalforsamling – torsdag den 6. april
Har du lyst til at være med til at præge skolens udvikling, så er det på generalforsamlingen, du har mulighed for at gøre din indflydelse gældende.
Du skal være medlem for at deltage. Kontingent 100 for personligt – og 150 kr. for husstands- medlemskab (2 voksne).
Generalforsamlingen afholdes torsdag den 6. april kl. 19:00 i kantinen, Industrivej 13, Viborg.
Tilmeld dig via www.skolenforkreativfritid.dk eller via mail til info@skolenforkreativfritid.dk

Sommerskolen 2017 - starter torsdag den 20. april
Programmet for årets sommerskole ligger klar på skolen, på vores hjemmeside og i den kommende uge også på biblioteket. Her kan du læse mere om de mange spændende fagtilbud - både velkendte fag og nye fag.

Så uanset om du vil arbejde med de fag du kender, eller afprøve nye fag, så er der masser af spændende fagtilbud at vælge imellem og afprøve i løbet af de 8 uger Sommerskolen kører. Hvis du allerede er tilmeldt - eller skynder dig at gøre det – sender vi programmet via mail (eller post).

Uge 31 i Viborg
I sommerferien afholder skolen igen uge 31 i Viborg, som løber af stabelen fra mandag den 31.7. til fredag den 4.8. Det bliver igen en sommerferieuge i kreativitetens tegn, som i år har følgende fag på programmet:

Bogbinding, æsker og papir * Broderi * Flet i pil og bark* Guldsmedehøjskolen * Trædrejning * Vild med garn.

Guldsmedehøjskolen og Vild med garn er to nye fag, som vi glæder os til at præsentere. Vil du sikre dig plads på dit favorithold, er det nu du skal tilmelde dig. Et enkelte hold er allerede fuldt booket. Læs mere om Uge 31 i Viborg på skolens hjemmeside eller få programmet tilsendt via mail eller post.

Trædrejeseminar og trædrejekurser med Glenn Lucas
Trædrejeseminar har tidligere været en meget populær begivenhed, og derfor er vi både glade for og stolte over at kunne fortælle, at vi i oktober 2017 genoptager denne tradition, med ingen ringere end Glenn Lucas fra Irland og Simon Hope fra England.

Trædrejeseminaret afholdes lørdag/søndag d. 14. og 15. oktober. Herudover arrangeres 3 to-dages kurser med Glenn Lucas den 12./13. oktober, den 16./17. oktober og 18./19. oktober.
 
 Glenn Lucas er en efterspurgt lærer og instruktør med eget drejeværksted i Irland. Han er meget alsidig men er mest kendt for drejning af meget formfuldendte skåle og fade. Dertil kommer hans store interesse for slibning af værktøj. www.glennlucaswoodturning.com. Læs mere om såvel trædrejeseminar og trædrejekurser på skolens hjemmeside. Her finder du også program for trædrejeseminaret. Der bliver rift om pladserne, så skynd dig at tilmelde dig – der er allerede venteliste til trædrejekursrene.

Besøg Skolen for kreativ fritid på Facebook.  Går du ind og slår notifikationer til på vores facebook-side, så får du automatisk, løbende info om aktuelle kurser og tiltag.

Tilmelding til Sommerskole og oprettelse af medlemskab kan ske via:
Skolens hjemmeside: www.SkolenForKreativFritid.dk eller mail: info@SkolenForKreativFritid.dk

På gensyn

Kirsten Hansen
Skoleleder


Du kan altid afmelde nyhedsbrevet